Isabella Eklöfs debutfilm ‘Holiday’ undersøger netop de temaer om ulige magtdynamikker mellem mænd og kvinder, som har gjort 2017 til kvindernes og feminismens år i film og tv. Bølgen af opgør med det undertrykkende patriarkat har været insisterende ikke kun bag, men også på skærmen:
I den dystopiske tv-serie ‘The Handmaid’s Tale’ tilsluttede hovedpersonen Offred sig et gryende oprør mod det konservative styre. I krimiserien ‘Big Little Lies’ frigjorde Celeste sig fra sin voldelige mand. I spillefilmen ‘The Beguiled’ tog kvinderne på en kostskole giftig hævn over en slambert, der udnyttede deres gæstfrihed.
Og bag kameraet i film- og tv-branchen stod mange modige kvinder frem med anklager om sexchikane, overgreb og voldtægt mod Harvey Weinstein, der bredte sig som ringe i vandet til resten af branchen og resten af verden med #MeToo-bevægelsen.
Provokerende passiv hovedperson
Men, modsat hvad vi er vant til at se i feministiske fortællinger, er Isabella Eklöfs film uden knyttede kvindenæver. Hovedpersonen Sascha er provokerende passiv. På sit luksusophold ved den tyrkiske riviera med sin ældre kriminelle elsker og hans gangsterslæng modtager hun dyre smykker, middage og drinks til gengæld for at blive behandlet som en dørmåtte. Hun ignorerer gruppens lyssky forretninger og voldelige adfærd og accepterer lussinger, kontrol, ydmygelser, nedladende bemærkninger og sex på hans præmisser – selv når han tvinger hende til at være slap og føjelig som en kludedukke.
“Jeg er ikke interesseret i at lave agitpop som i 1970’erne, hvor kvinderne gør alt det rigtige,” siger Isabella Eklöf.
Hun er optaget af at undersøge de følelser, man som kvinde med en selvforståelse som stærk og uafhængig har tendens til at skamme sig over. Passivitet. Afhængighed. Narcissisme. Frygt for at være alene.
“Jeg er interesseret i Sascha som karakter, fordi hun er stærk og svag samtidig. Hun går igennem alt det her, men holder hele tiden hovedet over vandet. Hun er en fucking survivor. Samtidig har hun et instinkt, der gør, at hun tillader folk at overskride hendes grænser. Jeg kan genkende mig selv i hende, for jeg er selv stærk og svag. Jeg tager plads og går min egen vej, men hvis jeg er vild med en mand, bliver jeg irriterende pleaseragtig og logrer med halen.”
Svenskfødte Isabella Eklöf har skrevet manuskriptet til ‘Holiday’ sammen med manuskriptforfatter Johanne Algren, som var inspireret af en ferie, hun havde været på. Eklöf var fascineret af det kriminelle minisamfund, hvis regelsæt hun ser som en forstørret version af det store samfund – blandt andet i forhold til kapitalisme og kvindeundertrykkelse.
“Jeg har aspergers, og det betyder, at jeg er meget interesseret i regelsystemer – og frustreret over, at jeg er nødt til at leve efter nogle arbitrære regler, som vores forfædre har skabt. Den verden, som filmen beskriver, er spændende, fordi regelsystemet er lidt anderledes – selvom det på nogle måder minder om de gammeldags regler, jeg er vokset op med i Sverige: At man skal være stoisk, tåle hvad som helst og lade være med at beklage sig. De regler gælder ekstra meget for kvinder. Jeg har selv, siden jeg var barn, oplevet, at jeg blev straffet, fordi jeg talte højt og tog plads, og at jeg ikke fik lov til at indtage en lederposition, fordi jeg var pige. Jeg skulle bare være en stille grå mus – og det blev jeg så.”
Lyser under tæppet
Isabella Eklöf glæder sig over, at ‘Holiday’ har premiere netop nu, hvor #MeToo-bevægelsen har momentum.
“Kernen i #MeToo er opgøret med, at kvinder forventes at holde kæft med de ting, der bliver udøvet mod dem. At det skal ind under gulvtæppet, fordi det er for privat, intimt og skamfuldt til at dele offentligt. Jeg synes, det er fascinerende at lyse ind under tæppet. Filmen giver også indblik i en gangsterverden, som er hemmelig for de fleste, og som altid bliver skildret fra et mandligt synspunkt,” siger hun.
Eklöfs afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ‘Noter fra kælderen’, løftede også tæppet fra et tabu med sin historie om en pige, der bliver holdt til fange af en pædofil mand. Instruktøren er i det hele taget optaget af at skildre “ondskab i hverdagen”. I ‘Holiday’ hænger ondskaben sammen med den materialisme og kapitalisme, som motiverer karaktererne til at handle umoralsk eller uhensigtsmæssigt.
“Det er en materialistisk indkodet verden, hvor hverdagen kommer til at handle om at købe is, købe tøj og gå i vandland. Man går fra station til station og betaler for en ny ting i en ny farve – som i en slikbutik på et højere plan. Det er et spejlbillede af det kapitalistiske samfund, hvor vi hele tiden skal lokkes til at betale flere penge. Hvis du betaler 2000 mere for en kjole, kan du opgradere til den med ægte pelskrave, og nu skal du også have smykker. Det er aldrig godt nok. Der er altid noget, der er lidt federe, og man bliver aldrig færdig med at opgradere.”
I filmen ser vi Sascha spejle sig, når hun har købt nyt badetøj, vælge smykkebutikkens dyreste øreringe og nyde godt af luksuslivet med solbadning, restaurantbesøg og fest. Da luksustilværelsen trods alt begynder at kede og frustrere hende, og hun ser muligheder i forholdet til en jordbunden hollandsk sømand, har hun stadig svært ved at bryde fri. Som publikum er det enerverende at se hende sælge sin værdighed for materielle goder og en form for samhørighed. Men hvem kan sige sig helt fri fra fristelsen til at opgive sine principper for penge, komfort eller socialt pres? Instruktøren uddyber:
“For mig er det en tragedie, at hun vælger at gå den vej. Men spørgsmålet er jo, om hun har et valg. Hun bliver jo faktisk afvist, da hun prøver en anden mulighed. Jeg tror, at mange, som lever i den verden, gerne vil have et andet liv, men de er ikke velkomne dér. Ja, hun kunne tage hjem, men hvad er der derhjemme? Der er nok ingenting, bare en stor stilhed.”
Statistik frem for individuelt ansvar
I virkeligheden er Isabella Eklöf slet ikke interesseret i, om Sascha er ansvarlig for sin situation. Det er for unuanceret kun at se på den enkelte kvindes ansvar, når problemet er systemisk, mener hun.
“Man kan se ansvar på to måder: personligt og statistisk. Selvfølgelig har man et ansvar for sin egen person, og på en måde er det også mit ansvar, hvis jeg går i en gyde i New York og bliver røvet. Men det betyder ikke, at det er ok at røve mig. Jeg tror, at mange mennesker har en illusion om, at vi har alle mulige valg, som vi i virkeligheden ikke har, fordi vi er forudbestemt til at reagere på en bestemt måde på grund af vores erfaringer og genetik. Vi er i virkeligheden meget forudsigelige,” siger Eklöf.
Af samme grund fortæller hun ikke Saschas baggrundshistorie.
“Jeg kunne have fortalt om den store tomhed og frygten for at være alene i en lejlighed. Men jeg kan ikke lide psykologi i film. Jeg synes, at det tager diskussionen væk fra de store spørgsmål og til det enkelte menneske på en uhensigtsmæssig måde. Vi kan sige, at alle kvinder burde tage mere ansvar, men statistikken taler jo sit eget sprog.
Det er det samme med arbejdsløshed. Vi har en arbejdsløshed på så og så mange procent, og der kommer ikke flere jobs af, at jobcenteret siger, at du skal tage dig sammen og skrive bedre ansøgninger. Nogle skal være arbejdsløse. Det er et spørgsmål om sociologi. Vi kan ikke alle sammen blive rige, hvis vi arbejder hårdere. Jeg er gammel kommunist, så jeg ser verden i statistik. Og jeg synes, at det er uheldigt, at vi pålægger individet ansvar for noget, som den enkelte ikke har magt til at lave om på.”
Klip er løgn
Eklöfs sociologiske blik og aversion mod psykologi afspejles i hendes æstetik, som er inspireret af instruktørerne Roy Andersson og Carlos Reygadas. ‘Holiday’ består af tableauer med et eller to klip i hver scene, og kameraet holder distance til karaktererne. Filmens eneste nærbillede af Sascha skyldes kun pladsmangel på en altan.
“Roy Anderson skrev et essay i 1995, ‘Vår tids rädsla för allvar’, som er grundstenen i min æstetik og etik. Det handler om, at i det øjeblik, man klipper, opstår en løgn. Det kan være en sjov løgn og fint i underholdningsfilm. Men jeg interesserer mig ikke for underholdning, men for at undersøge verden. Dér synes jeg, at klip står i vejen. En ægte undersøgelse foregår, når man er til stede og kan se alle de små ting. Når jeg så alligevel klipper en eller to gange per scene, er det, fordi jeg er blevet inspireret af Carlos Reygadas’ æstetik, hvor han kigger på mennesker fra forskellige vinkler. Det er ikke, fordi man ikke har lov til at klippe, men man skal være klar over, hvorfor man klipper. Hvis man klipper, fordi optagelsen er blevet dårlig, har man ikke gjort sit arbejde godt nok,” siger hun.
På samme måde ser Eklöf nærbilleder som et billigt trick.
“Jeg synes ikke, at jeg kan se, hvad der foregår i et menneske, bare fordi jeg er tæt på. Det giver en falsk intimitet. Jeg er bedre til at læse mennesker, når jeg ser hele deres krop i rummet. Nærbilleder er ikke dårlige i sig selv, og f.eks. Bergman bruger dem fantastisk. Men de bliver ofte brugt overfladisk, hvor man klipper ind uden, at der er noget at kigge på.
For mig handler det igen om at skabe distance – bevæge sig væk fra det psykologiske til det sociologiske, fra det personlige ansvar til statistikken. Jeg er inspireret af den etik, som går tilbage til Brecht og var et ideal i 1970’erne om, at publikum skal tvinges til at reflektere intellektuelt. Hvis man kigger på et stort billede længe nok, kan man ikke lade være med at begynde at tænke. Man får øje på alle de små detaljer, som man ikke ville opdage, hvis man var optaget af sine følelser.”
Tidligere publiceret på dfi.dk