Natasha Arthy (DK)

Instruktør, manuskriptforfatter og tv-producer. Født 23-5-1969.

Natasha Arthy trådte sine barnesko i Danmarks Radios B&U-afdeling, hvor hun op gennem 1990’erne instruerede en række miniserier for børn. Inden hun nåede så langt, blev hun først student. Derefter var hun forbi et par højskoler, tog et år på Humanistisk Basisuddannelse på RUC og efterfølgende et år på Bristol University. To gange søgte hun ind på Filmskolens instruktørlinje uden at blive optaget. Det samme skete, da hun søgte ind på Journalisthøjskolens linje for billedjournalistik. I en periode var hun videofotograf og tilrettelægger på TV-Kurt og Video-Medie-Centret i København, inden hun fandt sin foreløbige havn i perioden 1988-93 som radiovært på DR’s Transit.
Fra 1991 fik hun opgaver i DR’s B&U-afdeling, hvor hun lavede udsendelser for småbørn. Hun var begejstret for at arbejde med scenografi og kostumer, og den fik ikke for lidt i hendes “langt-ude-universer”, som hun selv kalder dem, med knald på farver og musik. Altid fortalt med en fandenivoldsk fantasi og en god portion humor. De voksne i hendes produktioner var ofte karikaturer, hvorimod børnene og deres verden altid var i fokus.
I 1997 filmdebuterede hun med kortfilmen Fanny Farveløs, produceret af Birgitte Hald på Nimbus Film. Deres samarbejde fortsatte 10 år frem, og det var Nimbus, der opfordrede hende til at instruere sin første spillefilm: Mirakel i 2000. Filmen om den 12-årige Dennis P., der får magiske kræfter til at klare problemerne både i skolen og hjemme, blev godt anmeldt og regnes stadig som en af de bedste danske børnefilm, der er lavet. Filmen blev udvalgt til Kinderfilmfest i Berlin og vandt priser på festivaler rundt om i verden. På Mirakel arbejdede Natasha Arthy sammen med manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson og skuespiller Sidse Babett Knudsen, som også havde medvirket i flere af Arthys tidligere film. Aakeson skrev også manuskript til den næste spillefilm Se til venstre, der er en svensker og til tv-serien: Pip og papegøje (2005).
Dogmefilmen Se til venstre, der er en svensker var den første film for voksne fra Arthys hånd. Det skrabede dogmekoncept tvang hende væk fra farverig scenografi og store kjoler til at fokusere på historien om den konfliktsky Katrine (Sidse Babett Knudsen), der skal giftes med søde Jonas, men måske hellere vil have søsterens eks-kæreste Thomsen. Om sin indtræden i filmenbranchen har hun udtalt: “Der gik lang tid, før jeg vænnede mig til titlen som filminstruktør, og det føles stadig lidt som at sige, man er dronningen eller sådan noget …” (WIFT, nov. 2002, særnr., årg. 4).
Efter endnu en tv-serie for børn: Pip og Papegøje, kom spillefilmen Fighter i 2007. Filmen var intet mindre end den første danske kung-fu film og den første ungdomsfilm, der handler om en indvandrerpiges forelskelse i en dansk dreng. Filmen indeholder fantastiske kung fu-scener, koreograferet af kung fu-mesteren Xian Gao (fra Crouching Tiger, Hidden Dragon), men solgte ikke så mange billetter. Til gengæld blev den nomineret til en Bodil, blev udvalgt til Filmfestivalen i Berlin (Generation 14plus) og vandt flere internationale priser, bl.a. på BUFF i Malmö. Arthy vendte herefter tilbage til tv som episodeinstruktør på serierne Lulu og Leon (2009), Forbrydelsen III (2012) og som hovedinstruktør på fantasy-serien Heartless (2014).
Natasha Arthy begyndte sin karriere som et vaskeægte legebarn, altid på børnenes side. Med sin farverige og festlige stil fornyede hun den danske børnefilm blandt andet med sjove drømmesekvenser i musicalgenren. Hun har udtalt, at hun mistede sin uskyld med Mirakel i skiftet fra tv til film, og at hun derefter fokuserede mere på sine historier. “Dybest set handler de alle om at finde sig selv og tage ansvar for sine valg. Også de dårlige. Det, synes jeg, er så vigtigt at fortælle, fordi det også har været min egen historie” (Politiken, 13. december 2007).
Natasha Arthy er blandt andet blevet tildelt Peter Emil Refn Prisen 2001, Natsværmerprisen 2001, Pråsen 2001 (uddelt af Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber) og Den gyldne Havfrue (uddelt af foreningen WIFT) 2002. I 2006 modtog hun tillige Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Birgit Granhøj, forskningsbibliotekar
Det Danske Filminstitut

Foto: Det Danske Filminstitut/Jan Buus

Basic info

Main profession: Director
Born: 1969
Active: 1991-

Filmography

Instruktør:
Carmen Curlers (tv-serie, 2022)
Rita 4 (tv-serie, 2017)
Comeback (2015)
Heartless 1 (2014)
Forbrydelsen III (2012)
Lulu & Leon (2009)
Fighter (2007)
Pip og papegøje (2005)
Se til venstre, der er en svensker (2003)
Mirakel (2000)
The Økoman (1998)
Fanny farveløs (1997)
Drengen de kaldte Kylling (1997)
Container Conrad (1996)
Forunderlige Frede (1996)
Y’s fantom farmor (1996)

Manus:
Comeback (2015)
Fighter (2007)
Pip og papegøje (2005)
Container Conrad (1996)
Forunderlige Frede (1996)
Y’s fantom farmor (1996)
Fortælle Frikadelle (1994)

Producent:
Drengen de kaldte Kylling (1997)
Container Conrad (1996)
Forunderlige Frede (1996)
Y’s fantom farmor (1996)

Read more about the films at the Danish Film Institute (DK)

Read more about the films at Svensk Filmdatabas (SE)

Search in:
Professional Directory or Articles