Kvindekaraktererne i manuskriptforfatteren Maren Louise Käehnes film gør ofte “det forkerte”.
I den romantiske komedie Lang historie kort (May el-Thouky, 2015) har hovedpersonen Ellen en langvarig affære med en gift mand, der tydeligvis aldrig vil gøre alvor af at forlade sin kone. Og da hun endelig finder sammen med den søde Max, får hun klaustrofobi på en uge og spolerer forholdet.
I gyseren Shelley (Ali Abassi, 2016) ansætter parret Louise og Kasper en ung rumænsk husholder, Elena, som også siger ja til at være deres rugemor. Men midt i graviditeten begynder Elena at opføre sig destruktivt og vil af med barnet. Imens fornægter Louise den ondskab, barnet øjensynligt bærer på.
Og i dramaet Dronningen (May el-Thouky, 2019) indleder den idealistiske advokat Anne en fatal affære med sin 17-årige stedsøn.
Trækker skyggesiderne frem
Käehne portrætterer kvinder, der er besværlige, manipulerende, utilfredse med livet eller ligefrem onde. Skyggesider, der traditionelt er forbeholdt mandlige karakterer. Men selvom karaktererne på mange måder er usympatiske, fornemmer man en sympati for deres uperfekte sider. “Jeg har lavet mine problemer selv,” siger Ellen til vennen Rolf. “Ja, men derfor kan du da godt være ked af det,” svarer han.
Og man genkender og forstår karaktererne: At Ellen er selvdestruktiv, fordi hun er bange for at binde sig. At Louise vil have sit ønskebarn for enhver pris. At Anne længes efter en ungdom, hun aldrig selv har udlevet. Fornemmer man, for Annes motivation og baggrund bliver aldrig skåret ud i pap. Det antydes blot, at hun har haft en hård opvækst og en tidlig negativ seksuel oplevelse.
Som publikum skal vi selv fylde ud mellem linjerne i Dronningen, ligesom i Lang historie kort, der fortæller historien om en vennegruppe i 30-40’erne gennem nedslag i festlige lejligheder som nytår, Sankt Hans og fødselsdag. Meget af dramaet – død, skilsmisse, fødsel og det kuldsejlede forhold mellem Ellen og Max – udspiller sig således i scener, vi ikke ser. Men der er ingen tvivl om, hvad de føler af vrede, dårlig samvittighed, fortrydelse og akavethed, når de mødes til næste fest.
I Shelley er der heller ingen forklaring på, hvor ondskaben kommer fra.
Dialogbåren komedie
Maren Louise Käehne er født i 1976. Hun startede karrieren som produktionsassistent på blandt andet DR-dramaserierne Dybt vand og Edderkoppen, men skiftede spor til instruktion og manuskriptskrivning ved at studere på Columbia University School of the Arts, inden hun blev uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2009. Her mødte hun instruktør May el-Thouky, som hun indtil videre har skrevet Lang historie kort og Dronningen sammen med.
Käehne var medforfatter på DR-serierne Borgen og Broen (begge 2013), inden hun skrev sit første spillefilmmanuskript sammen med el-Thouky til Lang historie kort fra 2015. Makkerparret vandt en Bodil for manuskriptet for at lykkes med “den svære romantiske komediegenre”, som er en sjælden fisk i dansk film – ligesom Shelley i øvrigt var et nybrud i art-gysergenren.
Bodil-komitéens begrundelse lyder blandt andet: “Her vækkes karaktererne til live allerede på papiret som fejlbarlige, men forståelige mennesker. Gennem en rig dialog og en solid struktur formår forfatterne at afbalancere stort og småt – sorgen, når tilværelsen og kærligheden ikke vil give mening, men også glæden over de små ting.”
Mens mange danske komedier er farcer, er Lang historie kort dialogbåren i stil med amerikanske screwball- og franske rødvinsnakkefilm. En af Käehnes forcer er netop at skrive realistisk og naturlig dialog, der fortæller om karaktererne uden at overforklare, og hvor relationer opstår og udvikler sig på overbevisende vis. Man tror både på det voksende bånd mellem Louise og Elena i Shelley, på fascinationen mellem Anne og stedsønnen Gustav i Dronningen, intimiteten mellem Ellen og specielt vennerne Rolf og Anette og den langsomt spirende forelskelse mellem Ellen og Max i Lang historie kort.
Bryder vanetænkningen
Dronningen er blevet hyldet vidt og bredt for sit komplekse kvindeportræt og originale skildring af et seksuelt overgreb, der skriver sig ind i en aktuel #MeToo-dagsorden med modsat kønsfortegn. Filmens mestergreb er at skildre “forførelsen” så gribende, at vi som publikum går med Annes grænseoverskridende handlinger meget langt ind i historien. Dermed gør filmen publikum til medskyldig i filmens chokerende klimaks.
I august 2019 blev Maren Louise Käehne hædret med Kathrine Windfelds mindelegat, der hylder personer, der kæmper for ligestilling mellem mænd og kvinder i filmbranchen. Prisen fik hun for sine “originale kvinderoller” og “udvikling af dansk film”, hvor hun er med til at bryde vanetænkningen.
“Styrken ved dine karakterer er, at de aldrig er psykologisk endimensionelle. De er genkendelige og lette at identificere sig med, men de er ikke forklarede og overfortalt. Der er brug for, at vi som publikum fortolker dem, og derfor er vi tvunget til at inddrage os selv og vores egne erfaringer for at forstå dem. Dine karakterer er nuancerede og indeholder modstridende træk, og det er det, der gør dem så levende og så tankevækkende,” lød det i juryens begrundelse.