Dokumentarist Eva Mulvad har med sit sociologiske, observerende og empatiske blik skildret mennesker fra mange forskellige miljøer og samfundslag. Men særligt overklassen, mennesker, der lever i tidslommer, og forholdet mellem fortid og nutid går igen i hendes film – ikke mindst i hovedværket ‘Det gode liv’ fra 2010 om en mor og datter, der har mistet familieformuen og lever på røven i Portugal. Mulvad har en særlig evne til at komme tæt på sine medvirkende og fortælle deres til tider bizarre historier uden at udstille dem – eller i hvert fald lade dem bevare deres værdighed.
Eva Mulvad startede karrieren som journalist i bl.a. Danmarks Radio og studerede statskundskab, inden hun blev optaget på Den Danske Filmskoles tv-uddannelse, som hun blev uddannet fra i 2001. Trods sin baggrund i journalistik er hendes dokumentariske tilgang og stil mere poetisk og fiktionsinspireret end journalistisk. Gennem intime scenebårne portrætter af enkelte mennesker eller grupper tegner hun et større samfundsbillede: Af den politiske situation i Afghanistan, af flygtningekrisen, af udlandsdanskere, af klasse, af alderdom, af det danske retssystem og af sociale mediers overfladiskhed.
Spændet mellem fortid og nutid
Den både politiske og eksistentielle dimension og temaet om fortid og nutid slås allerede an i ‘Den sidste dans’ fra 2005 (instrueret sammen med Allan Nagel), der handler om at blive gammel, og om hvordan vi som samfund behandler vores gamle. Filmen følger en gruppe beboere på Strandvejens Plejehjem i Middelfart, der har en filosofi om, at den sidste tid ikke bare skal være et stop på vej til døden, men give beboerne et værdigt og aktivt liv med nye oplevelser, hvor de lever, som de gjorde hjemme. Alderdommen og hukommelsen er dog stadig en udfordring. Marie, Mary og Rita er ikke sikre på, hvor de er, hvem de er, og hvor gamle de er. Og også den nye beboer Helge har svært ved at vænne sig til sine nye omgivelser uden sin kone.
‘Kolonien’ fra 2006 (instrueret sammen med Judith Lansade) handler også om fortid og nutid og undersøger identitet med en politisk undertone. Eva Mulvad har fortalt, at hendes ambition var at vende indvandrer- og integrationsdebatten herhjemme på hovedet med historien om en danskerkoloni i Argentina. Filmen viser, hvordan de danske udvandreres efterkommere holder fast i det danske sprog og den traditionelle danske kultur ved bl.a. at lytte til radioprogrammer, der spiller danske slagere, fejre Dronning Margrethes fødselsdag, lave citronfromage og danse folkedans. Instruktørerne har givet dokumentaren et sociologisk præg ved mellem reportageoptagelserne at lade forskellige indbyggere i byen stille sig op og til kameraet fortælle deres navn, hvilken generation dansker, de tilhører, og om de taler dansk.
I en anden international og tydeligere politisk og karakterbåren historie fra samme år, ‘Vores lykkes fjender’ om demokrati og køn, følger Mulvad i observerende stil den 28-årige afghanske aktivist og politiker Malalai Joya under hendes valgkamp til det demokratiske parlamentsvalg i Afghanistan i 2005. Filmen viser, hvor farligt livet som systemkritisk kvindelig politiker er i Afghanistan – siden Joya blev udvist fra et politisk møde i 2003 for at kritisere det patriarkalske samfund, har hun været omgivet af sikkerhedsvagter, og hendes politiske modstandere har forsøgt at tage livet af hende fire gange. Filmen blev Eva Mulvads gennembrud, og hun vandt priser på bl.a. dokumentarfestivalen IDFA og Sundance.
Fra millionærliv til røvtur
‘Det gode liv’ fra 2011 skabte et endnu bredere gennembrud for Mulvad herhjemme, hvor den blev vist i DOXBIO, på CPH:DOX og i bedste sendetid på TV 2, såvel som internationalt, hvor den bl.a. deltog i hovedkonkurrencen på IDFA og vandt prisen for bedste lange dokumentar på festivalen i Karlovy Vary. Mulvad har gennem tre år fulgt en mor og datter, der har levet i rigdom i Frankrig, men efter manden/farens død har mistet familieformuen. Nu bor de to udlandsdanskere i en lille lejlighed i Portugal og lever for den 83-årige mor Mettes pension på 10 euro om ugen. Hun er nervøs for, hvad der vil blive af sin 56-årige datter, Anne Mette, når hun ikke længere er der til at forsørge hende. Anne Mette er til gengæld vred på sin mor over, at forældrene ikke enten har sikret hende bedre økonomisk eller har opdraget hende til at klare sig selv. Hun forsøger modvilligt at finde et arbejde, selvom hun finder det grænseoverskridende.
Filmen fokuserer på konflikten mellem de to kvinders divergerende tilgang til livet. Anne Mette hænger fast i fortiden og svælger i gamle fotos og smalfilm fra sin ungdoms luksusliv, mens Mette er realist og forholder sig til nutiden. Vi kommer helt tæt på de to kvinder, der går hinanden på nerverne i den klaustrofobiske lejlighed, og især Anne Mettes gentagne hårde bebrejdelser af sin mor og totale ansvarsfralæggelse er pinagtigt at overvære. Filmen er på kanten til at udstille sine hovedpersoner, men Mulvads empati og kvindernes momentvise humor og selvironi redder den fra at være freakshow. “Hvad vil du have jeg skal gøre, skal jeg sælge mig selv?” spørger Anne Mette midt i et skænderi, hvortil de i kor med et grin konstaterer, at det er hun for gammel til.
Filmen er også en diskussion af det gode liv. For selvom man hurtigt kan konstatere, at mor og datters præsente tilværelse ikke er at stræbe efter, så har de jo haft et dejligt liv i sus og dus, hvor de aldrig har behøvet at arbejde. Og de er stadig livsnydere, der vælger at sidde hjemme og drikke billig vin frem for rent faktisk at gøre noget ved deres situation. Og hvem siger, det ikke er sjovere end at slave afsted på arbejdsmarkedet?
Holder sensationelt samuraidrab sobert
Også retsdramaet ‘Med døden til følge’, ligeledes fra 2011, formår trods sit sensationelle emne at behandle sine karakterer værdigt og sobert. Filmen følger manden Ronny, der er anklaget for at have slået sin bedste ven ihjel med et samuraisværd. Ronny siger, at drabet var et uheld. Han er meget følelsesladet, og Mulvad skildrer ham som et nuanceret menneske og hører hans side med empati – uden at frikende ham. I virkeligheden er instruktøren ikke optaget af skyldsspørgsmålet, men af at skildre processen i en retssag og de komplekse overvejelser, dommeren lægger til grund for sin afgørelse, som folkeoplysning om det danske retssystem. Mulvad er den første, der har fået lov til at filme en dansk retssag, og det tog tre år at få tilladelsen.
Med ‘Slottet’ fra 2014 vender Mulvad tilbage til temaerne overklasse, alderdom og tidslommer. Filmen følger beboerne på Vemmelofte Kloster, der fungerer som et eksklusivt seniorbofællesskab. Her står tiden stille, og beboerne er meget opmærksomme på at holde fast i de gamle dyder som at klæde sig pænt på, sige De til hinanden og opretholde “det sidste enevælde i Danmark”. Som en beboer siger: “Jeg har altid følt, at jeg var født 200 år for sent. Nu har jeg chancen for at leve som en adelig.”
Det er dog ved at ændre sig en smule med den afslappede 68-generations ankomst. Ældre beboere klager over, at nogle af de nye møder op til middag i cowboybukser, og at kokken sætter nye retter på menuen. Således er slottet omdrejningspunkt for en – lavmælt – konflikt mellem tradition og modernitet.
Filmen er i stedets ånd fortalt på gammeldags manér med interviews med beboerne, der sidder ved et bord, og en voice over af Susse Wold, der fortæller historien om slottet i datid, ligesom et eventyr. Filmen dyrker også det eventyrlige med højstemte billeder af slottet og ved at følge en ansøger, der skal igennem tre prøver.
Overklassen holder fast i facaden
‘A Modern Man’ (2017) er et nyt overklasseportræt, denne gang af den engelske stjerneviolinist og model Charlie Siem. Gennem den rige, succesfulde og ambitiøse unge mand udforsker Mulvad forestillingen om det perfekte liv. Under hendes tilsyneladende neutralt registrerende kamera ligger en kritik af at ligestille overfladisk succes med lykke. Hun illustrerer tomheden i Charlies liv med scener, hvor han sidder alene på sit hotelværelse, og hvor han fortæller en bekendt, at han er dårlig til at opbygge relationer. Det står i kontrast til de polerede billeder, han poster på sociale medier.
I et interview med Politiken fra 2011 i forbindelse med ‘Det gode liv’ forklarer Eva Mulvad, at det som dokumentarist normalt er sværere at få adgang til overklassen.
“Problemet er, at overklassen har mange flere ressourcer og ofte sætter nogle meget hårde grænser op, så det bliver uinteressant at portrættere, fordi de ikke tillader os at komme derind, hvor det bliver menneskeligt forståeligt stof,” siger hun og tilføjer om de lavere sociale klasser: “der er også et andet socialt kodeks i den del af samfundet, hvor det ikke hele tiden handler om at polere facaden, og hvor du godt må være på røven og have et blåt øje.”
Det er vigtigt at “fortælle opad”, mener hun, fordi “overklassen bliver ved med at genfortælle den ukritiske succeshistorie om sig selv, som gør, at vi alle sammen tror, at det er federe at leve som dem.”
Som hun understreger i interviewet, var Mette og Anne Mette i ‘Det gode liv’ usædvanligt generøse med at dele de negative aspekter af deres liv. Samme åbenhjertighed deler Charlie Siem ikke, og portrættet er præget af, at han – egentlig helt i tråd med filmens tema – aldrig lader Mulvad ind under facaden. Filmen illustrerer, hvor afhængig en dokumentarist er af sin hovedpersons vilje til at give af sig selv, specielt inden for Mulvads observerende scenebårne metode, der ikke kan falde tilbage på andre virkemidler.
Politisk kærlighedshistorie
I 2019 havde Mulvad premiere på to meget forskellige film: Det danske iværksætterportræt ‘Kirsebæreventyret’ og den globale kærligheds- og flygtningefortælling ‘Love Child’.
‘Kirsebæreventyret’, der havde premiere på CPH:DOX, følger godsejer Harald Krabbe, journalist Morten Brink og kok Jan Friis-Mikkelsens start af produktion af kvalitetskirsebærvin på Frederiksdal Gods på Lolland. Filmen skildrer de tre ambitiøse iværksætteres op- og nedture og interne konflikter og falder dermed ind under Mulvads tematiske fokus på økonomisk stræbsomhed, storhed og fald. Mulvad har fortalt, at hun ønskede at fortælle en erhvervshistorie, der giver indsigt i, hvad det vil sige at starte en virksomhed i Danmark. På den måde er filmen også udtryk for instruktørens samfundsengagement og ligger særligt i tråd med folkeoplysningsprojektet i ‘Med døden til følge’.
‘Love Child’ havde verdenspremiere på Toronto Film Festival og har været udtaget til en række andre store festivaler som IDFA, DOC NYC, Chicago, Göteborg og CPH:DOX. Det er på mange måder Eva Mulvads størst anlagte og internationalt mest succesfulde dokumentar siden ‘Det gode liv’.
Med filmen forbinder Mulvad sin interesse for det samfundsmæssige og det menneskelige eksistentielle – hun har selv beskrevet filmen som en “politisk kærlighedshistorie”.
Gennem seks år har hun fulgt det iranske par Leila og Sahand og deres lille søn, Mani, som er flygtet fra Iran til Tyrkiet for kærligheden. Tilbage i Iran levede Leila i et ulykkeligt ægteskab, som landets strenge ægteskabslove forbød hende at bryde ud af. Sahand var hendes elsker, som i hemmelighed blev far til Mani. Men da straffen for utroskab i Iran kan være dødsstraf, flygtede parret for at leve sammen som familie.
Det er en stor omvæltning for den lille familie at gå fra et stabilt liv med gode jobs til en usikker fremtid, og Mani skal pludselig acceptere Sahand som far. Parret har planer om at rejse videre til Canada, men bliver fanget i et bureaukrati midt i den syriske flygtningekrise. Og som årene går, bliver Mani mere og mere tyrkisk.
Filmen følger familiens hverdag på tæt hold, med op- og nedture, kærlighed, usikkerhed, frustrationer over at leve i limbo og kampen for at opnå asyl gennem FN og for at få Sahand anerkendt som far til Mani. Den lange optageperiode giver filmen både episk schwung og en følelse af intimitet mellem familie og instruktør (Lea Glob og Morten Ranmar har fungeret som medinstruktører). Med den universelle kærlighedshistorie, der både har psykologiske og sociologiske dimensioner, giver Mulvad flygtningedebatten et menneskeligt ansigt.
‘Love Child’ har dansk premiere på CPH:DOX i marts 2020.