Fotografen Jette Bang dokumenterede i 1930’erne og 40’erne et Grønland, der var ved at forsvinde til fordel for modernisering og europæisering. Med nærvær, nænsomhed og slid kom hun helt tæt på især kvinder og børn, som hun skabte intime portrætter af i deres hverdagsliv.
Siden Jette Bang som 22-årig nyuddannet fotograf satte sig for at “gennemfotografere Grønland”, gennemførte hun mellem 1936 og 1962 syv rejser til Grønland. Det resulterede i 21 dokumentarfilm, fire bøger og over 11.000 stillfotos. En uvurderlig kulturarv, der har åbnet danskernes øjne for Grønland og cementerede Jette Bangs talent, der var en kombination af en æstetisk sans for billedkomponering, etnografisk nysgerrighed og menneskelig sensitivitet, der fik beboerne til at åbne sig for hendes kamera. Som hovedværker står stillbillederne fra hendes første rejse i 1936 og farvefilmen Inuit fra 1940.
“Hendes stillfotografi er enestående,” mener filmfotograf Katia Forbert Petersen, der har fotograferet og instrueret dokumentarfilm siden 1970’erne og opdagede Jette Bang, da hun selv skulle filme dokumentaren Inuttut Oqaatsikka – mit sprog som menneske af Karin Parbst i Grønland i 1997. “Hun behersker teknikken, men det kan alle lære. Det særlige er den måde, hun ser mennesker på. Man kan se, at hun er interesseret i dem og har følelser for dem, og hun har en evne til at frembringe magiske øjeblikke.”
Forbert Petersen bider også mærke i Bangs kompositioner, fokus og timing. “Hun er ikke bange for at lave det ukorrekte. Hun vælger et billede af en båd, der mangler spidsen. Det giver indtryk af, at den er på vej til noget. De ufærdige billeder er bedst, fordi de skaber nysgerrighed. Og så er hun født med et gyldent øje og gode reflekser. En god fotograf skal vide det, et kvart sekund før noget sker, for det øjeblik, du ser det, er det allerede for sent. Den gave har hun.”
Som filmskaber er Bang dygtig, grundig og modig, og man kan kun beundre hende for at kaste sig ud i filmarbejdet under de forhold som kvinde, mener Forbert Petersen, men finder størst kunstnerisk værdi i Bangs stillbilleder.
Det tillidsfulde rum
Jette Bang tilbragte flere måneder med de mennesker, hun fotograferede, og tid i dokumentarfilm er alfa omega, mener Katia Forbert Petersen. “Hvis man ikke har tid, skal man ikke lave film,” siger hun.
Tid, afslappethed og åbenhed er også nøglen til at skabe tillid for filmfotograf Sophia Olsson. Hun filmer både fiktion og dokumentar og har blandt andet stået bag kameraet på Katrine Philps dokumentar Dans for mig (2012) om et ungt elitedansepar samt Andreas Koefoeds Et hjem i verden (2015) om fem asylbørn i Danmark, to film, der begge kommer utroligt tæt på sine karakterer i pressede situationer. Instruktøren står for den primære kontakt med de medvirkende, siger hun, men det er vigtigt, at de også føler sig trygge ved hende som fotograf.
“Det er forskelligt, hvor blufærdige folk er. Nogle gange tager det tid at komme ind under huden på folk og få dem til at give slip på deres skal. Som fotograf handler det om selv at være åben og ærlig over for dem, man møder. Ikke at stresse og giv dig tid til at snakke sammen,” fortæller Sophia Olsson.
Om filmen er optaget i fluen-på-væggen-stilen eller ej, så må fotografen aldrig være usynlig over for de medvirkende, påpeger Sophia Olsson.
“Som fotograf må man ikke gemme sig bag kameraet, men være til stede som individ. I de fleste dokumentarfilm er det vigtigt at være en del af gruppen i pauserne, og når man filmer indimellem kigge op og se personerne. De medvirkende lærer, at de ikke må kigge i kameraet, og at de bare skal glemme, at det er der, men det er lettere med en person, man føler sig afslappet og tryg ved.”
Katia Forbert Petersen er enig:
“Det vigtigste er, at man bliver en del af de menneskers liv og ikke forbliver en gæst. Kameraet må ikke være det vigtigste i rummet. Vi oplever noget sammen, og så filmer jeg det bare.”
Sophia Olsson fortæller, at nogle medvirkende bliver overraskede over, hvor tæt filmskaberne vil på, og hvor meget de skal give af sig selv. Der er en fin balance mellem at presse på for at nå frem til det personlige stof – hvilket i mange tilfælde giver en bedre film og større forståelse for personen – og respektere den medvirkendes grænser. Det er instruktørens opgave at diskutere eventuelle følsomme scener med de medvirkende, men det er også vigtigt for fotografen at have antennerne ude.
“Det handler om at prøve at fornemme, hvem det er, jeg filmer, og om jeg i den enkelte situation skal presse personen eller træde et skridt tilbage. Hele tiden lytte til stemningen og så håbe på, at jeg læser personen rigtigt.”
Fascineret af det oprindelige Grønland
Jette Bang blev født i 1914 og voksede op på Christianshavn i nærheden af Grønlands Handels Plads, hvor hun kunne følge Grønlandsbådene sejle ind og ud under Polarforskernes storhedstid. Hun kom fra det bedre borgerskab – faren var tobakshandler – og færdedes i kulturradikale kredse. Bang tog sproglig studentereksamen, læste filosofikum i Paris og rejste rundt i Europa med en veninde, inden hun i 1933 kom i lære som fotograf i det toneangivende reklamebureau Jonals Co.
Som udlært i 1936 ansøgte hun Grønlands Styrelse om at foretage fotografiske studier i Grønland. Hun fik tilladelse til rejsen – der var indrejseforbud dengang – men på egen regning. Efter otte måneders rejse langs den grønlandske vestkyst, hvor hun tog del i de lokales liv på afsides bopladser, kom hun hjem med 2600 stillfotos, der dokumenterede den gamle fangerkultur. 400 fotos blev i 1937 udstillet på Kunstindustrimuseet, og 190 udkom i bogen “Grønland” i 1940. Statsminister Thorvald Stauning var både protektor for udstillingen og skrev forord til bogen, og historien om den 22-årige kvinde, der rejste alene til Grønland og begik så stor en kunstnerisk og etnologisk bedrift, vakte opsigt i pressen.
På sin næste rejse i 1937 optog hun sin første film, Den yderste ø, der gik tabt. Hun fik dog en ny chance året efter, da Grønlands Styrelse gav hende til opgave at optage en film, der skulle promovere Danmarks kolonipolitik på den internationale Polarudstilling i Bergen i 1940 (den blev siden aflyst på grund af Anden Verdenskrig). Bang fik grundige anvisninger i, hvad hun skulle optage, da Grønlands Styrelse ønskede at formidle sit budskab om, at den teknologiske og sociokulturelle udvikling var nødvendig for Grønland.
Jette Bang var derimod mere fascineret af den traditionelle levevis end moderniseringen og fokuserede på inuitlivet i den barske natur med fiskeri, hundeslæder, kajakker, trommedans, sæljagt, skindrens og kødtilberedning. Bang beundrede den oprindelige livsform, som var vigtig for hende at indfange, inden den gik tabt.
“Kulde og barsk natur har tvunget grønlænderne til hensigtsmæssighed og økonomiseren i alle forhold,” skriver hun i dagbogen “30.000 Kilometer i Sneglefart” fra 1941. “Denne selvfølgelighed og enkelhed i alle forhold er sikkert en af de ting, der får så mange grønlandsrejsende, og mig med dem, til at falde hen i begejstring over livet blandt grønlændere. Problemerne forenkles og skubbes til side som uvæsentligheder for at give plads for dette ene oprindelige: at opretholde livet og føre det videre. Sommetider følte jeg det som en skam og tåbelighed at tosse rundt med et filmkamera, mens alle omkring mig var optaget af vigtige forehavender, som at skaffe føde og klæder til huse.”
Jette Bangs optagelser i 1938-39 resulterede i Danmarks første farvefilm Inuit, der anses som en filmisk og kulturhistorisk milepæl.
Da Jette Bang efter Anden Verdenskrig rejste tilbage til Grønland og lavede flere korte film, der skildrede moderniseringsprocessen, syntes hun ikke at have hjertet med i samme grad. Skuffelsen over det nye Grønland stod klart i bogen “Grønland igen” fra 1961.
“Hun var fotografen, der gav os Grønland,” konkluderede Informations nekrolog ved hendes tidlige død af kræft i 1964.
Kvindeligt frimureri
Grønland var hidtil blevet dokumenteret gennem mandlige polarforskeres farlige ekspeditioner og mændenes jægerkultur. Det var nyt, at Jette Bang blev hjemme i hytterne med kvinderne og børnene og fokuserede på deres hjemmeliv, arbejde og relationer. Her mente hun selv at have en fordel som kvinde.
“Jeg lærte, at der består et særligt frimureri mellem kvinder tværs over alle ydre forskelligheder. Det var en nyttig viden, den har senere bragt mig ind i fremmede huse og telte, hvor jeg har ønsket adgang,” har hun sagt.
Den særlige forbindelse til andre kvinder og fordelen ved at virke mindre truende som kvinde genkender Katia Forbert Petersen.
“Døren åbner sig instinktivt for kvinder. Vi bliver ikke set som noget farligt. Jeg er en lille person uden så meget pondus, og det har givet gevinst, at folk ikke tager mig så højtideligt,” siger hun.
Katia Forbert Petersen har også lavet mange film om kvinder og børn – bl.a. Bag bjergene (2004) Mit iranske paradis (2008) og Voldtægt som krigsvåben (2014) sammen med Annette Mari Olsen, som hun ejer produktionsselskabet Sfinx Film/TV sammen med. “Man laver film om det, man forstår,” siger hun. “Det har Jette Bang også gjort. Hun har levet med de mennesker og iagttaget dem og forstået deres liv.”
I dagbogen “30.000 Kilometer i Sneglefart” fortæller Jette Bang om, hvordan hun tog del i beboernes hverdagsliv og eksempelvis lærte “vinterflænsning” – endda så godt at hun fik at vide af stedets dygtigste fanger, at hun kunne blive en god fangerkone.
“Bortset fra den personlige tilfredsstillelse ved at have tilegnet mig en færdighed, var det af en vis praktisk betydning, at jeg satte mig ind i de forskellige arbejder ved garnsætning, flænsning osv., da det hjalp mig til at fotografere tingene korrekt,” skriver hun.
Det var vigtigt for Bang at blive en naturlig del af de lokales dagligdag og klare sig uden for mange særlige hensyn for at kunne bevæge sig ubemærket og derved “fange det ægte Grønland”. For at bryde isen havde hun et særligt trick i ærmet: Hun bød sine objekter på en cigaret. Derfor ser man mange af de fotograferede ryge på billederne.
Mere om Jette Bang
Leise Johnsen: Jette Bang (2014)
Jette Bang: 30.000 kilometer i sneglefart (1941)
Arktisk Instituts hjemmeside: www.arktiskebilleder.dk.
Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.