Den tyske besættelse af Danmark satte gang i hjulene på dansk filmproduktion og efterspørgslen efter nye filmemner, instruktører og skuespillere. Med sin hovedrolle i Bolettes Brudefærd (1938) havde Bodil Ipsen vist, at hun kunne være folkelig på film, og det fik Nordisk Film til at interessere sig for et tættere samarbejde med dansk teaters store dame, også som iscenesætter. Derfor begyndte man så småt at lede efter egnede emner til hende. ”Man” vil sige Nordisk Films ledelse, hovedaktionæren vekselerer Carl Bauder og den administrerende direktør Holger Brøndum, chefdramaturg Adolf Kobitzsch, manuskriptforfatter Fleming Lynge og distributionschef Olaf Dalsgaard-Olsen. Blandt de ansatte blev gruppen omtalt som ”Mordkommissionen.” De mødtes hver uge på Paladsteatrets kontor på Axeltorv i København eller på hovedkontoret i Valby, og tog løbende stilling til den fremtidige produktion på basis af de oplæg, teaterstykker og romaner, selskabet allerede havde rettighederne til, eller overvejede at erhverve sig.
En dronning på slap line
Nordisks interesse for Bodil Ipsen var oprigtig og hun medvirkede til alles tilfredshed i rollen som Grevinde Danner i Sørensen og Rasmussen (1940), instrueret af hendes eksmand Emanuel Gregers, og som altruistisk landsretssagfører i Benjamin Christensens Gaa med mig hjem (1941).
Mere trægt gik det med at finde emner, der egnede sig for fruens egen iscenesættelse. Af Nordisks mødereferater kan man læse, at der i februar 1940 var ønske om, at Bodil Ipsen – som skiftevis blev omtalt som ”Bodil” og ”fru Ipsen” – skulle instruere ”et morsomt emne,” og at Poul Henningsen ville forsøge at skrive et manuskript om til hende. Dette skete på eget initiativ og ”uden finansiel Risiko for vort Firma,” som Adolf Kobitzsch med tilfredshed noterede i referatet.
Selv foreslog Ipsen en film med arbejdstitlen ”Anderledes,” men Mordkommissionen brød sig ikke om oplægget. ”Mest bange er vi for, at folk ved en sådan psykisk alvorlig overnaturlig film vil le på de forkerte steder,” skrev Kobitzsch. Flere forslag gik frem og tilbage, men enten var Nordisk ikke interesseret, eller også var Ipsen ikke. Blandt andet sendte Ipsens ægtemand Ejnar Black, der repræsenterede hende ved forhandlinger, et manuskriptudkast af dramatikeren Kjeld Abell med titlen ”En Dronning på slap Line”. Ingen i Mordkommissionen kunne dog tænke sig en god Ipsen-film på grundlag af dét udkast. ”Det virkede søgt, konstrueret. Uden fattelig Mening,” mente de sagkyndige, der opsummerede manuskriptet som ”en efterligning af Pirandello.”
Man fornemmer en klar tøven ved at lade fru Ipsen komme bag kameraet. Det ændrer sig dog brat, da den konkurrerende filmproducent Henning Karmark engagerer hende til at iscenesætte Afsporet (1942) i ASA-studierne i Lyngby. Samme emne, en filmatisering af et skuespil af Karl Schlüter, var tidligere af henholdsvis skuespiller John Price og instruktør Benjamin Christensen blevet foreslået Nordisks ledelse til produktion, men det var blevet afvist med den begrundelse, at det var ”for alvorligt dystert.”
Nu forlød det, at Afsporet ikke blot var en realitet, men også særdeles vellykket iscenesat af fru Ipsen, og det er næppe tilfældigt, at hun endnu inden premieren blev præsenteret for et kontrakttilbud af Nordisk Film. Ifølge kontrakten forpligtedes hun til at lave fire film for selskabet i sommeren og efteråret 1942 og 1943, to som skuespiller og to som iscenesætter. Som honorar herfor ville hun modtage 10.000 kr. per titel (ca. 219.300 i nutidskroner) + 7% af filmenes nettooverskud. Ejnar Black sørgede klogt for, at det i kontrakten blev indføjet som ”en selvfølgelighed, at Nordisk ikke søger at tvinge fru Ipsen til, i henhold til denne paragraf, at påtage sig en opgave, der er hende direkte imod.”
En rolle i en Dreyer-film?
Kontrakten tiltrådtes i januar 1942, kun fem måneder før den første af filmene skulle gå i produktion, desuagtet at man endnu ikke havde lagt sig fast på emner. Fra nu af blev der også ledt inden for den alvorligere emnekreds, fru Ipsen syntes at foretrække. Blandt andet blev selveste Carl Th. Dreyer, der på det tidspunkt havde flere projekter i udvikling for Nordisk Film, bedt om at overveje velegnede roller til hende!
Dreyer arbejdede blandt andet på en aldrig realiseret filmatisering af Martin Lauesens sønderjyske slægtsroman “Og nu venter vi på Skib” (1931), som han forsøgte at bygge op omkring Bodil Ipsen i en ”altdominerende hovedrolle” (Dreyer II, D36). Desuden foreslog ledelsen hende til rollen som Absalons mor i Vredens Dag (1943), som Dreyer på dette tidspunkt havde i udvikling under arbejdstitlen ”Anne Pedersdotter.” Som bekendt blev dette projekt siden overtaget af Palladium (og rollen som Absalons mor gik til Sigrid Neiiendam). Det fremgår af mødereferaterne, at direktør Bauder bebrejdede den sære Dreyer, at han ikke ”overholdt en betingelse, nemlig at bearbejde emnet således, at Bodil Ipsen kunne spille en af hovedrollerne.”
Bodil Ipsen havde en iøjnespringende forkærlighed for historiske emner, blandt andet ville hun gerne lave en film om Marie Grubbe, men Nordisk havde ingen interesse i en dyr historisk film om en erotisk frisindet adelig kvinde, som endte sit liv på fattiggården. ”Om Marie Grubbe skal der foreløbig slet ikke tales,” hedder det lakonisk i et af referaterne. Desuden foreslog hun flere gange en filmatisering af Herman Bangs “Ludvigsbakke” (1896), men her var Nordisks vurdering, at der ikke var ”mange penge i en sådan film, da de unge mennesker ikke interesserer sig for Bang og de mennesker, Bang skildrer.”
Forellen
Til gengæld pressede Nordisk Film på i forhold til ét af de oplæg, fru Ipsen ikke havde været afvisende overfor, nemlig Forellen (1942), om en midaldrende kvinde der opsøger fire tidligere elskere for at bede dem om hjælp til at redde sit nuværende ægteskab. Det emne ”kan laves til en ganske storartet film, dersom psykologi interesserer et filmpublikum,” udtalte hun. Dog ville hun ikke tage endelig stilling, før hun havde set en færdig synopsis. På bestilling af ledelsen udarbejdede Nordisks faste manuskriptsnedker Fleming Lynge på lyntid et manuskript, som alle ”i det store og hele syntes udmærket godt om.” Herefter blev der arrangeret en oplæsning for fru Ipsen i forventning om, at hun ville påtage sig rollen i Emanuel Gregers’ iscenesættelse.
Her havde man imidlertid gjort regning uden vært.
Fru Ipsen indkaldte til et møde, hvor hun frabad sig, at andre end Bauder, Brøndum, Fleming Lynge og Emanuel Gregers var til stede, og her udtalte hun sig imod manuskriptet. Vi kender ikke detaljerne i hendes indvendinger, men det fremgår, at fire blyantskrevne sider fra hendes hånd siden blev læst op for de medlemmer af Mordkommissionen, som var blevet frabedt at deltage i mødet og som ifølge referatet var enige med de øvrige om, at Ipsens kritik ”slet ikke er noget.” Kobitzsch syntes det vilde være for forkert at afvise Ipsens forslag med, at det ville være for stor en finansiel risiko, da det først og fremmest er ”kunstneriske grunde, der taler imod hendes opfattelse – og vi skal ikke forringe os ved at fortælle, at det kun er Box office’en, vi tænker på.”
”Må vi bede om respekt i fremtiden”
Kort efter talte Fleming Lynge med Bodil Ipsen, der havde indset, at hun var i undertal. Hun holdt nu ikke længere fast ved sit forslag og syntes, at manuskriptet ”i det store og hele er godt.” Kobitzsch hoverede noget og i referatet blev det noteret, at det nok var en god strategi også fremadrettet at ”sætte hårdt mod hårdt” i forhold til fru Ipsen, hvis modsætningerne atter skulle tilspidses. ”Det er forsvarligt at gøre, da Bodil Ipsens emnevalg og sære, søgte opfattelser hidtil har vist sig (også på scenen) at rumme risikoer, som hendes store talent ikke har kunnet overvinde,” hed det.
Men hvis Kobitzsch & Fleming Lynge troede, at kampen var vundet, tog de grueligt fejl. Da de i slutningen af august 1942 overværede den første prøvekørsel af Forellen i Paladsteatret, blev de dybt stødt på manchetterne, da de opdagede, at ikke blot havde Bodil Ipsen gjort rollen som fru Clara til sin egen, men ved sin ”indflydelse” havde hun påvirket hele filmen i en alvorligere retning, end det havde været tilsigtet i manuskriptet. I en intern redegørelse konkluderede de: ”Det er en udmærket film, bevares, og der kan siges flere rosværdige ting om den end negative – men den har fået en brist derved, at forfatterenes mening ikke er blevet respekteret helt igennem. Må vi bede om denne respekt i fremtiden. For ellers mister vore film den homogene struktur, som de har fået derved, at vi har knæsat manuskriptets primat!”
En Herre i Kjole og Hvidt
Sideløbende med at Forellen gik i produktion, sporede Nordisk og Ipsen sig i foråret 1942 omsider ind på et emne, hun selv skulle instruere. Selskabet fik sin vilje så langt som at der var tale om en komedie, men det var en komedie efter fru Ipsens smag, et sofistikeret lystspil efter en idé af Kaj Berg Madsen. Lykkeligvis faldt hendes forslag dog også i ledelsens smag og Fleming Lynge blev omgående sat i sving med at udarbejde et manuskript, så det kunne være klart til efteråret.
Midt på sommeren, i juli 1942, havde Lynge sit første udkast klart og læste det højt for Bodil Ipsen, Ejnar Black og Berg Madsen på den ene side, og de øvrige medlemmer af Mordkommissionen på den anden. Han mente, ”at Black og Bodil ikke vil gøre knuder, dersom de forstår, at firmaets ledelse synes om manuskriptet.” Men Ipsen, Black og Berg Madsen var ikke tilfredse. De forlod mødet uden at udtale sig om manuskriptet og siden fremkom Berg Madsen med 15 siders indvendinger. Ifølge Kobitzsch’s referat stillede Fleming Lynge ”sig på det standpunkt at lade dem gøre med manuskriptet, hvad de ville, idet han ikke kunne følge dem i deres syn på dette.”
Black enedes med Brøndum om at lade Svend Rindom, kendt som den ilsomste manuskriptforfatter i dansk film, ”omarbejde manuskriptet, som fru Ipsen ønskede det.” Rindom ønskede dog ikke at sætte sit venskab med Fleming Lynge på højkant og betingede sig, at han kun ville påtage sig opgaven, hvis den kunne fuldføres i samarbejde med Lynge. Desuden bemærkede han, at man ikke ville kunne nå at blive færdige med de omfattende ændringer tidsnok til den 15. september 1942, hvor filmen efter planen skulle gå i produktion. Der var jo ikke tale om ”snedkerværk med borde og stole,” men om en kunstnerisk opgave. Svaret var, at manuskriptet skulle være færdigt ”hellere i går end i dag.”
14 dage i Jægerhytten
Det begyndte at dæmre for Nordisk Film, at Rindom havde en dobbelt dagsorden med at forhale arbejdet, da Henning Karmark henvendte sig til Nordisk Film for at høre, om det var muligt at frigøre fru Ipsen til iscenesættelsen af en filmatisering af Thit Jensens “Storken” (1929), som havde manuskript af – Svend Rindom. Bauder gav konkurrenten Karmark besked om, at ”det kunne der ikke under nogen omstændigheder være tale om,” da Ipsen var kontraktligt bundet til Nordisk.
I rap succession beordrede Nordisk nu Fleming Lynge til at være til ”omgående disposition,” ligesom man indhentede Ipsens samtykke til, at Fleming Lynge tog fat på at udføre hendes ændringsforslag. Ejnar Black stillede sig selv til disposition for Lynge, hvilket efter hans mening var ”den sikreste og hurtigste vej til et resultat.”
Han og Lynge arbejdede herefter på manuskriptet i 14 dage i Blacks og Ipsens hjem, Jægerhytten i Fredensborg, hvor de næppe har kunnet undgå at antræffe instruktøren. Og under en måned efter, at Bauder bankede i bordet, forelå det endelige manuskript til En Herre i Kjole og Hvidt. Det fremgår af referatet, at Bodil Ipsen ”syntes derom og var mere end tilfreds,” mens Kobitzsch, Lynge og de øvrige noget slukørede fandt, at manuskriptet frembød nogle ”tilbageskridt” i forhold til den oprindelige version, men trods alt var ”lidt finere” og ”afgjort Bodil Ipsen mere værdig.” Manuskriptet blev sendt til omgående stencilering og forberedte skuespiller-engagementer igangsat.
Tre måneder efter, den 21. december 1942, fik En Herre i Kjole og Hvidt premiere i Paladsbiografen i København til gode anmeldelser. Også i eftertiden har bedømmelsen været positiv, blandt andet fremhæves den for sin elegance og ”et smittende overskud af charme, musikalitet og fortælleglæde. Bodil Ipsen synes som skabt for genren, men dyrkede den mærkeligt nok kun den ene gang,” hedder det eksempelvis i Gyldendals Filmguide (Piil, 1998: 214).
Konklusion
Som sin næste film fik Bodil Ipsen endelig lov at instruere et historisk drama, Drama paa Slottet, ligesom Nordisk Film hyrede hende til at iscenesætte endnu to film i den dystre psykologiske genre, man tidligere havde modsat sig, Besættelse og Mordets Melodi. Disse to film blev optaget i sommeren og efteråret 1944. Ipsens honorar var da steget til 11.000 kr. i gage per film plus procentandel i nettospilleindtægterne, dog minimum 32.000 kr., svarende til 16.000 pr. film (ca. 347.622,- i nutidskroner). Nordisk Film har altså sat pris på samarbejdet med fru Ipsen, trods den omstændighed at hun, som beskrevet ovenfor, gik imod selskabets vante produktionsforhold og manuskriptprocesser.
Der er ikke bevaret ligeså meget materiale om Bodil Ipsens øvrige filmopgaver for Nordisk Film som om Forellen og En Herre i Kjole og Hvidt. Men som artiklen har vist, var hun særdeles kræsen i forhold til hvilke opgaver, hun påtog sig. Og selvom hun arbejdede indenfor en kommerciel og strømlinet produktionskultur, der ikke just havde instruktøren og filmkunsten i centrum, må hun konkluderes i høj grad at have formået at sætte egne idéer igennem og præge de film, hun medvirkede i og instruerede, også selvom de var skrevet af andre.
Kilder
Nordisk Film Samlingen (NF VIII,19 og NF IV,20), Det Danske Filminstitut
Carl Th. Dreyer-samlingen, Det Danske Filminstitut
Brian Petersen er ph.d. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet