Camilla Magid er født i 1979 og uddannet fra Super16 i 2010. Hendes første lange dokumentarfilm Sort hvid dreng følger albinodrengen Shida på hans første år på en ny kostskole i Tanzania. Land of the Free (2017) fortæller om konsekvenserne af det amerikanske fængselssystem gennem sine tre hovedpersoner, der for nylig er blevet løsladt fra fængsel.
Hvad kigger du efter i en historie?
“For mig er det vigtigt, at det er et emne, som jeg selv synes er meningsfuldt at komme til at forstå bedre eller give opmærksomhed. Indtil nu har jeg oftest brugt en metode med observerende kameraer – overordnet set fluen på væggen. Det kræver, at der er en fremdrift og en udvikling i livet til de personer, jeg følger. Jeg arbejder med meget nære portrætter, så det handler både om emnet og om at finde historien hos et menneske.”
Hvad skal det menneske så kunne som hovedperson?
“Hvis vi tager Brian i Land of the Free, så står han på en skillevej i sit liv. Han kommer ud fra fængslet efter at have været i fængsel i 24 år og står over for at begynde forfra i sit liv i et samfund, han dybest set ikke kender. I den situation ved jeg, at han kommer til at opleve stor modstand og forhåbentlig også sejre. Der er en meget stærkt indbygget konflikt i hans situation. Og så var han virkelig god til at sætte ord på sine følelser og på, hvordan han oplevede verden. Han var reflekteret og reagerede meget på alt det, han oplevede. Han tog alt ind og gav alt igen til kameraet.
Det at virkelig vigtigt at finde karakterer, der er i stand til at blive ved med at være sig selv, når der kommer et kamera. Jeg ville selv aldrig nogensinde kunne være foran et kamera, for jeg ville være alt for bevidst om det. Men med Brian var der stort set ingen forskel på, om vi filmede eller ikke filmede.”
Er det en udfordring at være ‘fluen på væggen’ – for man er jo ikke en flue på væggen?
“Nej, begrebet ‘fluen på væggen’ er jo en illusion. Vi var typisk tre, når vi var ude at filme, og det kan ikke undgå at blive indgribende. Jeg bruger rigtig meget tid med mine medvirkende både med og uden kamera. Det hjælper mig til at komme enormt tæt på dem og få lov til at filme i både intime og svære situationer, fordi man opbygger gensidig tillid over tid.”
Hvad synes du, din metode giver dig?
“Det giver en intimitet og mulighed for at få lov til at komme meget tæt på. Jeg føler, at det giver en ærlighed, en nærhed og også en råhed, fordi det bliver meget ufiltreret og uforstillet.
Mange mennesker, der ser Land of the Free, reagerer stærkt på en scene mellem syvårige Gianni og hans mor, hvor de skændes og nærmest er oppe at slås. Det er en virkelig voldsom scene, men den rummer også kernen i deres indbyrdes konflikt og de ting, de kæmper med. Hun prøver at passe på ham og holde ham indenfor, fordi hun er sindssygt bange for, at hvis han er på gaden, kommer han til at blive involveret i bandelivet, bliver skudt ved en drive by shooting eller kommer i problemer med politiet. Det er med god grund, at hun har den frygt. Men han er en syvårig dreng, der bare gerne vil ud i verden og ud at lege.
Det eksploderer i den scene, og derfor er den ekstremt vigtig for filmen, fordi man forstår, hvor svært det er for dem begge to. Den eneste grund til, at den scene udspiller sig, mens vi er der, og får lov til at lade kameraet rulle er, at vi i processen er kommet så tæt på familien. De er så trygge ved, at vi er der, at de ikke bremser op. Efterfølgende, både efter vi havde optaget scenen, og da vi havde klippet den, talte vi med Giannis mor om den. Hun sagde, at det var jo sådan det var og havde derfor ikke noget problem med, at den var med i filmen. Hun følte, at den skildrede hendes virkelighed.”
Sådan en scene kan man jo ikke planlægge, men planlægger du normalt undervejs?
“Jeg planlægger rigtig meget. Og så får jeg noget helt andet med hjem end det, som vi har planlagt. Med White Black Boy var det meget lettere at planlægge scenerne, for de havde et helt struktureret liv på kostskolen. Mens alle tre karakterer i Land of the Free har nogle meget ustabile liv. Der var det ofte sådan, at vi er gået ud for at filme noget, og så er vi kommet hjem med noget helt andet. Det må man bare tage med. Nogle gange er det, man får hjem væsentlig bedre, end det man kunne have forestillet sig, og andre gange er det omvendt.
Den dag vi optog scenen med skænderiet, var vi egentlig taget ud for at optage en scene med mor og søn, hvor de bare skulle have det hyggeligt. Men så udviklede det sig til det modsatte. Det blev en voldsom, men for filmen en skelsættende dag.”
Bruger du nogen form for iscenesættelse?
“Nej, jeg bruger meget lidt. Jeg skaber en struktur i klipningen, men under selve optagelserne er jeg der bare og observerer. Måske vil jeg gøre det i fremtiden, for det er en enormt tidskrævende metode. Men det at observere falder mig mest naturligt. Det er sindssygt vigtigt for mig, at mine hovedkarakterer føler, at den færdige film repræsenterer deres historie. At de ikke føler, at deres liv er blevet fortalt på en anden måde, end de selv oplever det.”
Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.