Nicole N. Horanyi er født i 1977 og uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2007. The Devilles (2009) handler om det kriseramte kærlighedsforhold mellem et retrodyrkende og selviscenesættende par i L.A. Au Pair (2011), instrueret sammen med Heidi Kim Andersen, følger tre filippinske au pair-piger i Danmark. Dagbog fra Porn Valley (2014) følger pornostjernen Denice Klarskov på hendes rejse til L.A., hvor hun har besluttet sig til at gøre comeback. Motleys Law (2015) følger amerikanske Kimberley Motleys arbejde som forsvarsadvokat i Kabul. En fremmed flytter ind (2017) bygger på Third Ear-podcasten I et forhold med… om Amanda Kastrup, der er blevet forført af svindleren Casper Rieper-Holm. Filmen er en rekonstruktion af Amandas erindringer, hvor de medvirkende spiller sig selv, bortset fra Casper, der spilles af en skuespiller.
Hvad leder du efter i en historie?
“For mig starter det altid med et menneske. Hovedpersonen er kilden til at få ideen til filmen. Jeg kan have ideer til temaer eller et miljø, men filmen starter først rigtigt for mig, når jeg møder et menneske, der i mit hoved bliver filmen.”
Hvad skal den hovedkarakter kunne?
“Når jeg ser tilbage på mine film, kan jeg se, at jeg helt generelt er optaget af at være kvinde i et moderne samfund. Jeg har rettet mit kamera mod nogle kvinder, som har det fællestræk, at de går mod strømmen og er i udsatte situationer. Og er nogle sammensatte kvinder, som ikke er nemme at afkode ved første møde. Det prikker til en lyst i mig at kunne spejle mig og leve mig ind i det menneske.
Der er også noget lavpraktisk i, om der er nogle sceniske forløb at filme. Skal personen noget, hvor hendes karakteristik bliver tydelig? Hvor er modstanden? Det er vigtigt, at der er fremdrift.”
Lægger du en plan over dramaturgien på forhånd?
“Ja, det kan jeg godt gøre. Det er mest for at have noget på rygraden, for jeg ved nu efterhånden, at jeg er nødt til at slippe den dramaturgi det øjeblik, hvor der sker noget andet. Og det gør der altid. Jeg har aldrig prøvet at lave en film, der endte der, hvor jeg troede, den skulle ende. Virkeligheden er uforudsigelig og er meget mere irrationel end man kan skrive sig til.
Fx skulle Dagbog fra Porn Valley egentlig have handlet om den lykkelige pornostjerne, der arbejder i branchen på sine egne præmisser. Men på vores tur til L.A. blev Denice enormt påvirket af sit møde med industrien derovre og faldt mere og mere fra hinanden. Så jeg endte med at smide min præmis og overgive mig til det, der skete.
Men jeg kan godt lide at have en rettesnor, hvor jeg har taget nogle valg om, hvor og hvornår jeg skal filme. Jeg har aldrig brudt mig om at filme i øst og vest.
Jeg delagtiggør også mine medvirkende i, hvor jeg tænker, at filmen skal hen. For mig er det at lave en film et samarbejde, der foregår i meget tæt kontakt og dialog med hovedpersonen. Det behøver ikke være for hver scene, men jeg fodrer hele tiden min hovedkarakter, så hun ved, hvad jeg er optaget af. Det er ligeså meget praktisk, for så husker personen at ringe og sige, at nu skal hun det her. Jeg viser dem også tillid ved at lukke dem ind i min arbejdsproces.”
Hvordan vil du beskrive din metode?
“Jeg føler egentlig, at min metode er flydende, fordi jeg hele tiden tilegner mig nye værktøjer. Fx har jeg i En fremmed flytter ind arbejdet med interview som greb for første gang, og det var en meget stor opdagelse for mig at lære den teknik.
Men den metode, som Arne Bro har givet mig med fra Filmskolen, og som jeg bygger videre på selv, er at fortælle fra en personlig optik. Jeg bruger mig selv til at lukke fortællingen og mine medvirkende op. Det er en meget personlig tilgang til et menneske, et miljø og et emne.
I centrum er at skabe et rum af tillid, hvor jeg både har adgangen og kan lukke et andet menneske op. Filmen lever jo af, at det menneske åbner sig, er generøs og delagtiggør mig i sit indre og ydre liv. Det er afgørende, at jeg er i en form for symbiose med min hovedperson, uden at jeg laver en reklamefilm for personen. Jeg kan godt tænke i scener, hvor jeg prikker til hovedkarakterens svagheder. Men det får jeg kun lov til, når der er den fulde tillid til, at jeg laver en film, som personen kan genkende sig selv i.”
Hvordan skaber du den tillid?
“Jeg bruger mig selv meget, fordi jeg spejler mig meget i mine hovedpersoner. Jeg deler rigtig meget af mig selv med mine hovedpersoner. Det synes jeg er et minimum at give igen, når jeg beder dem om så meget. Jeg er meget bevidst om, at jeg udsætter min hovedperson for en kæmpe invasion af privatliv. Det kan også være dejligt, at der er et menneske, der giver dig så meget opmærksomhed og synes, du er det mest interessante i hele verden, og man deler alt muligt gennem de år, man filmer. De medvirkende bliver i den periode meget nære bekendtskaber. Jeg vælger jo at lave film om dem, fordi jeg er dybt optaget af den måde, de lever deres liv på eller tænker og gerne vil forstå det i et større perspektiv. Men det er det mest flippede i hele verden at få lov til at komme så tæt på et menneske i x antal år og så forsvinde. Det er ligeså mærkeligt for mig bagefter at give slip på den kontakt.”
Hvordan bruger du iscenesættelse?
“Min første film efter Filmskolen var en flirten med iscenesættelse, og jeg ville godt have fortsat med det. Men så kom jeg bort fra det, fordi der var en konsulent, der spurgte, om jeg ikke skulle lave noget andet nu. Jeg er glad for at blive genforenet med grebet i En fremmed flytter ind, hvor jeg bruger det meget mere ekstremt. Der er noget fedt ved at have den fulde kontrol, og det giver muligheder for at skabe en enormt virtuos fortælling.”
Har du nogen etiske regler for, hvad du må i forhold til iscenesættelse?
“Det handler om mavefornemmelse i forhold til, hvor grænsen ligger, men det handler også om, om hovedpersonen kan genkende sig selv.
I En fremmed flytter ind var det vigtigt at lave en kontrakt med publikum fra starten i filmen, hvor vi gør opmærksom på, at vi ved, at det er en konstruktion. Først og fremmest syntes jeg, det var vigtigt at minde folk om, at det her er en virkelig historie og den virkelige Amanda. Det gør vi opmærksom på, når vi punkterer rekonstruktionen. Det andet var, at jeg kunne bruge det aktivt for at komme tættere på Amanda. Lige pludselig kunne jeg bryde ind og stille de spørgsmål, som jeg følte, jeg ikke fik svar på i podcasten. Jeg blev en repræsentant for publikums undren.”
Hvilke film er du inspireret af?
“Jeg har tit fiktionsfilm som referencer, specielt i forhold til dramaturgi. Fiktion har det privilegium, at den har meget mere avanceret fortælleformer end dokumentar og har et publikum, som accepterer avancerede og alternative fortælleformer. Det savner jeg i dokumentarafdelingen. Jeg synes stadigvæk, at vi er tynget af nogle konventionelle tanker om, hvad en dokumentar er, og hvordan den ser ud. Fx at når en dokumentar er for flot at se på eller har en tydelig æstetik eller form, er den lidt mindre autentisk. Selvom jeg oplever Danmark som et land, der er super innovativt inden for dokumentar og fortæller virkelig gode historier, der er godt skruet sammen og bruger dramaturgi fra amerikansk film, er vi stadig ovre i nogle meget klassiske fortælleformer. I fiktionsfilm fyrer de den bare af.”
Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.