Katrine Philp: Instruktion skaber tryghed

Katrine Philp sætter scener for sine medvirkende, giver dem opgaver og fortæller dem, hvad hun gerne vil have ud af en scene. Rammer er betryggende, mener hun.

Katrine Philp er født i 1978 og uddannet dokumentarfilminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2009 med afgangsfilmen Book of Miri om en modeblogger. Dans for mig følger det unge elitesportdanserepar, Mie fra Danmark og Egor fra Rusland, i deres første svære tid sammen. De udvalgte følger en gruppe burmesiske flygtninges vej gennem det danske kvotesystem. Home Sweet Home handler om 10-årige Salimah, der flytter fra sin mor i Malaysia til sin far i Danmark.

Hvad leder du efter i en historie?

“Det er meget forskelligt. Jeg kan bare mærke, om det føles rigtigt. Jeg er altid åben og klar til at modtage nye ideer, og hvis jeg møder noget, der optager mig, begynder min hjerne at tænke, om det kunne blive til en film. Og så ser jeg, om det er noget, jeg bliver ved med at tænke på, og om jeg bliver berørt eller skræmt af det.”

Hvad skal en god hovedkarakter kunne?

“Jeg har ikke oplevet, at jeg ikke kan lide min hovedperson. Mange gange skal man være sammen med den person i flere år, så jeg har brug for, at personen på en eller anden måde er godt selskab og skal synes, at jeg er godt selskab. Det er essentielt at opbygge fortrolighed og tillid i starten.”

Hvordan gør man det?

“Jeg synes, det går ret hurtigt. Jeg er fuldstændig ærlig fra starten og siger, hvordan jeg føler omkring emnet. Jeg siger også til dem, at der er en hel masse, jeg ikke ved, og at det er en åben proces. Jeg ved ikke, om det tager et halvt år eller tre år at lave den her film. Jeg har bare brug for at være i deres nærvær, og at de åbner sig for mig. Hvis der er noget, de ikke bryder sig om i filmen, bryder jeg mig heller ikke om at have det i filmen. Derfor vil jeg hellere have, at de bare giver los og ikke lægger bånd på sig selv, og så kan vi tage den bagefter. Det kan godt være en hård proces, hvor vi skal alt muligt sammen, men vi ender et sted, hvor de kan se sig selv.

Det er også vigtigt at sige, at jeg ikke laver en film om dig, men at vi laver en film sammen. Men jeg har også forestillinger om, hvad filmen skal være, som jeg ikke deler med mine medvirkende for ikke at belaste dem. Det handler om at skærme sine medvirkende, så de føler sig trygge og ikke forvirrede.

Jeg tror, at mennesker gerne vil ses. Det kan godt være, det virker lidt akavet i starten, og de første dage er super intense. Det er ikke bare en, der kigger på dig under en samtale, men en, der virkelig holder fast i dig og insisterer på at se på dig. Det kan være ret intimiderende. Men på en eller anden måde vænner personen sig til nærværet og kameraet.

Her er samarbejdet med fotografen også ekstremt vigtigt. Der skal gerne ske noget mellem fotografen og karaktererne. Fotografen skal turde gå tæt på og hele tiden mærke i rummet og hos personen, hvordan situationen er nu og arbejde derefter. Det betyder ikke, at fotografen skal trække sig, hvis den medvirkende bliver ked af det, men at hun skal give personen oprigtig opmærksomhed med sin personlighed. Det kræver ekstremt meget af fotografen at kunne det.”

Hvordan vil du beskrive din metode?

“Jeg sætter en scene for mine medvirkende. Jeg fortæller dem, hvad jeg gerne vil have lavet i dag, at de skal tale med den her person, og at jeg gerne vil have, at scenen kommer til at handle om det her. Jeg er meget åben i min proces og over for, at vi faktisk laver en film. Derfor kan jeg godt sige til mine medvirkende, at jeg ved at, at de har det sådan og sådan, og det har jeg brug for også at mærke, når jeg filmer dem.

Det er faktisk sjældent, at jeg bare hænger ud og iagttager. Jeg opdager mere og mere, hvor betryggende det kan være for mine medvirkende at have nogle rammer, hvor de ved, hvad vi skal lave. Ellers bruger de al for meget unødig energi på at tænke, ‘hvad skal vi, hvad vil hun have?’ Nogle gange giver jeg også mine medvirkende en opgave. Hvis jeg har to personer, kan jeg trække den ene til side og bede ham eller hende om at hjælpe mig med at få noget bestemt ud af den person, de skal møde.

Jeg har en dynamisk arbejdsmetode, hvor jeg klipper mellem optagelserne gennem hele processen. Hvis jeg ikke selv har haft kameraet i hånden, er jeg ikke inde i filmen, mens jeg er på optagelser. Det kommer jeg først, når jeg går ind i klipperummet. Så bliver det en film for mig. Derfor er det meget vigtigt, at jeg trækker mig fra virkeligheden og så går ind og kigger på materialet og taler med min klipper om det. Det gør, at jeg kan tænke frem og blive mere præcis på, hvilke scener, vi skal have. Specielt når jeg er på rejse og ikke bare kan lave ekstraoptagelser, er det vigtigt med planlægning.”

Vil du beskrive det som iscenesættelse?

“Jeg vil hellere kalde det instruktion. Jeg sætter en scene, og så har jeg forskellige midler til at nå frem til det, jeg gerne vil have. Det kan godt være en lille smule kontrolagtigt, så jeg husker hele tiden mig selv på, at filmen har sit eget liv, og jeg skal lytte til filmen. Hvis den gør noget andet, end jeg har forestillet mig, handler det om at slippe det og ikke tvinge personen over i min idé om, hvordan det skal være. Ofte ender det nogle uforudsigelige steder, der er meget mere interessante. Det er fint, at vi har rammer, men det vigtigste er, at man lytter.

Det er også noget af det, der gør, at jeg synes, det er spændende at lave dokumentarfilm: fordi det udfordrer mig. Jeg kan godt lide at vide, hvad der skal ske og at have mit eget bord i mit eget selskab. Men der er noget, der drager mig til der, hvor jeg kommer ud på gyngende grund.”

Freja Dam er cand.mag. i Filmvidenskab; hun har en M.S. fra Columbia Journalism School og er free-lance skribent.

  • Author Freja Dam

Search in:
Professional Directory or Articles